top of page

SPORT LIVE viser historisk Billie Jean King Cup-kamp i samarbejde med DR

I november får det danske Billie Jean King Cup-hold for første gang nogensinde mulighed for at vise sig frem foran et dansk hjemmepublikum, når de møder Mexico i Farum Arena.


Den historiske tenniskamp kan følges direkte på henholdsvis SPORT LIVE og DR's kanaler.


Tidligere i år leverede de danske tenniskvinder et fantastisk flot resultat ved Europe/Africa Group I i Portugal, hvor de sikrede Danmark den fjerde og sidste oprykningsplads blandt de 12 deltagende nationer efter at have besejret Bulgarien, Ungarn, Grækenland og Letland.


Det betyder, at Danmark skal spille playoff-kamp mod Mexico d. 15. og 16. november.


Fredagens to singlekampe vises direkte på SPORT LIVE, mens DR sender direkte fra de to singler og doublekampen lørdag. Disse kampe vises efterfølgende også på SPORT LIVE.


"At spille på hjemmebane i Farum Arena er en kæmpe mulighed for holdet til at vise deres kunnen frem for de danske tilskuere. Atmosfæren og energien fra et hjemmepublikum er uden sammenligning, og vi er sikre på, at de gode rammer i Farum Arena vil være med til at give spillerne et ekstra løft," siger Billie Jean King Cup-kaptajn Jens Anker Andersen.


Også hos SPORT LIVE glæder man sig til Billie Jean King Cup-kampen:


”I denne weekend viser vi herrernes udebanekamp i Davis Cup mod Kasakhstan, og nu kan vi altså også se frem til kvindelandsholdets historiske kamp på hjemmebane i Billie Jean King Cup. Jeg er utrolig glad for, at vi gennem vores samarbejde med DR sikrer, at seerne kan følge denne skelsættende kamp på tv,” siger direktør Flemming Kjellerup, SPORT LIVE.


Holdet til Mexico-kampen består af Clara Tauson, Rebecca Munk Mortensen, Johanne Svendsen, Laura Brunkel og Emilie Francati, som er med for første gang siden 2021.


Billie Jean King Cup Play-Offs afvikles over to dage. Første dag spilles der to singler, og på andendagen igen to singler efterfulgt af en double, som afgør kampen ved stillingen 2-2.


Hvis det lykkes Danmark at besejre Mexico på hjemmebane i Farum, skal holdet spille en kvalifikationskamp næste år om at komme med i Billie Jean King Cup Finals, som er det ypperste i kvindelig landsholdstennis med deltagelse af verdens 12 bedste nationer.


Læs mere om Billie Jean King Cup på www.billiejeankingcup.com.


SPORT LIVE kan ses af over 700.000 husstande og distribueres af YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox og JFM Play samt Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.

487 views0 comments

Comments


bottom of page