top of page
Writer's pictureBo Andersen

SPORT LIVE sikrer sig retten til at vise Danmarks kvindekampe fra EM i curling

Danmarks EM-kvindelandshold er det samme, som også deltog ved VM i foråret. Foto: World Curling.

Danske tv-seere kan følge med hjemme i stuerne, når EM i curling løber af stablen i Finland fra lørdag d. 16. november. Flere af Danmarks kampe vises nemlig direkte på SPORT LIVE.


Danmarks curlingkvinder jagter en billet til OL i 2026, og i den kommende uge kan holdet tage et vigtigt skridt mod vinterlegene. Danmark er med ved EM i den finske by Lohja, hvor de kan sikre sig en plads ved VM, som er sidste chance for direkte kvalifikation til OL.


Europamesterskaberne er opdelt i to rækker, og Danmark er med i den øverste række - den såkaldte A-division - som inkluderer de ti bedste curlinghold i Europa. Ud over Danmark er det Estland, Litauen, Ungarn, Italien, Norge, Sverige, Skotland, Tyrkiet og Schweiz.


Kvindelandsholdet består af Madeleine Dupont, Mathilde Halse, Denise Dupont, My Larsen, Jasmin Lander og coach Ulrik Schmidt - samme hold, som også repræsenterede Danmark ved VM i foråret. Her blev Danmark nummer seks efter nederlag til Italien i kvartfinalen.


SPORT LIVE sender direkte fra Danmarks kampe mod Schweiz, Skotland og Sverige. Hvis Danmark går videre, viser SPORT LIVE også den danske semifinale og eventuelle finale.


Kampene på SPORT LIVE kommenteres af Eurosports mangeårige curling-kommentator Michael Harry, som også er mangedobbelt dansk mester, tidligere OL-deltager og EM-bronzemedalist. Han er en af Danmarks største kapaciteter indenfor curlingsporten.



EM-kampe på SPORT LIVE (med forbehold for ændringer):


LØRDAG D. 16. NOVEMBER

Kl. 08.00 LIVE Schweiz - Danmark

Kl. 18.30 LIVE Skotland - Danmark


MANDAG D. 18. NOVEMBER

Kl. 15.00 LIVE Sverige - Danmark


FREDAG D. 22. NOVEMBER

Kl. 08.00 LIVE Evt. semfinale


LØRDAG D. 23. NOVEMBER

Kl. 14.00 LIVE Evt. finale


SPORT LIVE kan ses af over 700.000 husstande og distribueres af YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox og JFM Play samt Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.

70 views0 comments

Comments


bottom of page