top of page

SPORT LIVE sender over ni timers tv fra de nordiske atletikmesterskaber i Malmø

Sidste år blev de nordiske mesterskaber afviklet i København. Foto: Brandon Van Haeren for Dansk Atletik.

SPORT LIVE producerer og sender direkte fra de nordiske mesterskaber i atletik, som finder sted d. 18. og 19. maj i Malmø. Omkring 90 danske atleter forventes at deltage i stævnet.


De nordiske mesterskaber i det nuværende format blev afviklet for første gang i 2023 og med Sparta Atletik & Løb i København som vært. I år går stafetten videre til svenskerne.


Har du ikke mulighed for at tage over Øresund og heppe på de danske atleter, kan du følge med hjemme fra sofaen. SPORT LIVE sender over ni timer direkte fra Malmø Stadion, og som det fremgår nedenfor, byder dagene på et spændende og afvekslende program.


Stævnet i Malmø er en oplagt mulighed for de bedste danske udøvere til at sikre sig vigtige verdensranglistepoint forud for bl.a. EM-kvalifikationen, og for den bredere danske elite er det en unik chance for at kæmpe i rødt og hvidt mod atleter fra de andre nordiske lande.


Ud over Danmark deltager Norge, Finland, Island og naturligvis værtsnationen Sverige.


Mesterskaberne er et såkaldt Bronze Label-stævne på World Touren - samme kategori som indendørsstævnet Aarhus Sprint'n'Jump, der blev sendt på SPORT LIVE tidligere på året.


Sidste år vandt de 100 danske atleter tilsammen 23 medaljer - heraf seks af guld. Denne gang er Danmark på "udebane" og stiller derfor med lidt færre deltagere, men det betyder ikke, at ambitionerne er mindre, fortæller Dansk Atletik Forbunds elitechef Mikkel Larsen:


"NM er et ekstremt vigtigt stævne for mange af vores eliteudøvere. Det er kickstarten på en sæson med både OL, EM og VM U20 i vente, så der er stort fokus på, hvordan vores bedste udøvere kommer i gang. Jeg forventer, at vores bedste indkasserer en god portion medaljer til Danmark. Og jeg glæder mig også til at følge dem, der ikke er helt så velbevandrede i rødt og hvidt - måske der er nogen, som overrasker positivt," siger Mikkel Larsen.


Danmark repræsenteres af atleter fra klubber over hele landet, og fokus vil især rette sig mod OL-sprinteren Kojo Musah, VM-finalisten i 400-meterløb Benjamin Lobo Vedel, VM-semifinalisten i 100-meterløb Simon Hansen, VM-finalisten i hammerkast Katrine Koch Jacobsen, EM-finalisten i stangspring Caroline Bonde Holm samt diskoskasteren Lisa Brix Pedersen og forhindringsløberen Juliane Hvid, som begge har deltaget ved VM.


Ved de nordiske mesterskaber dystes der i alle de klassiske discipliner, bl.a. løbedistancer fra 100 til 5.000 meter samt højdespring, længdespring, hammerkast, diskoskast, spydkast og stangspring. Seerne kan dermed glæde sig til to dage med masser af atletik i topklasse.


SPORT LIVE sender direkte fra stævnet i Malmø både lørdag og søndag.


Starttider for NM 2024 (med forbehold for ændringer):


LØRDAG D. 18. MAJ

15.00 Spydkast (k)

15.05 400-meterløb

15.35 Højdespring (m)

15.40 100-meterløb, heats (k)

15.45 Trespring (m)

16.00 100-meterløb, heats (m)

16.25 400-meter hækkeløb (k)

16.30 Diskoskast (k)

16.35 Kuglestød (m)

16.40 400-meter hækkeløb (m)

17.05 Stangspring (k)

17.10 100-meterløb, finaler

17.25 Længdespring (k)

18.05 Hammerkast (m)

19.00 1.500-meterløb (k)

19.20 3.000-meterløb

20.10 1.500-meterløb (m)


SØNDAG D. 19. MAJ

11.00 4x100-meterløb (k)

11.05 Hammerkast (k)

11.10 4x100-meterløb (m)

11.25 Stangspring (m)

11.30 800-meterløb (k)

11.35 Trespring (k)

11.45 110-meter hækkeløb, heats (m) 12.05 100-meter hækkeløb, heats (k)

12.25 200-meterløb (k)

12.30 Diskoskast (m)

12.35 200-meterløb (m)

12.40 Højdespring (k)

12.55 800-meterløb (m)

13.10 100-meter hækkeløb, finale (k)

13.25 110-meter hækkeløb, finale (m)

13.30 Længdespring (m)

13.50 5.000-meterløb (m)

13.55 Kuglestød (k)

14.05 Spydkast (m)

14.15 5.000-meterløb (k)

14.45 4x400-meterløb


Svensk Friidrott findes mere information om stævnet, deltagere, tidsplan mv.


SPORT LIVE kan ses af næsten 700.000 husstande og distribueres via YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox og JFM Play samt Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.

6,165 views0 comments

Comments


bottom of page