top of page
Writer's picturesportlivedk

International atletik på SPORT LIVE fra World Athletics Indoor Tour i Aarhus


OL-løberen Kojo Musah er blandt deltagerne i Aarhus Sprint'n'Jump. Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik.
OL-løberen Kojo Musah er blandt deltagerne i Aarhus Sprint'n'Jump. Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik.

Seerne kan glæde sig til løb og spring på højt niveau, når World Athletics Indoor Tour for første gang nogensinde lægger vejen forbi Danmark. SPORT LIVE sender direkte fra det danske stævne - Aarhus Sprint'n'Jump - som finder sted i Aarhus onsdag d. 2. marts. Aarhus Sprint'n'Jump er en nyskabelse i dansk atletik - et stort indendørsstævne, hvor der er vigtige verdensranglistepoint på spil. Stævnet i Aarhus er samtidig et af de sidste stop på den internationale tour inden VM i Serbien senere på måneden. Det er dermed absolut sidste chance for de danske og udenlandske VM-kandidater for at kvalificere sig. Fra denne sæson er World Athletics Indoor Tour udvidet til at inkludere fire Challenger-stævner, som afvikles i Island, Sverige og Danmark. I Aarhus deltager alle de store danske atletikstjerner, blandt andre 100-meterløberen og OL-deltageren Kojo Musah, de fleste af løberne fra de danske 4 x 100-meter OL-hold, PL-længdespringeren Daniel Wagner og hækkeløbsstjernen Mette Graversgaard, som er placeret højt på verdensranglisten. De danske atleter kommer til at møde en række stærke udenlandske modstandere. På 60-meterløb deltager bl.a. Karl Erik Nazarov fra Estland, som sluttede én plads foran Kojo Musah ved EM-finalen sidste år, samt den tidligere EM-bronzevinder Austin Hamilton fra Sverige. Hos kvinderne deltager svenske Claudia Payton, som vandt guld ved de nordiske mesterskaber for nylig, bronzevinderen Helene Rønningen fra Norge og flere andre.


I trespring for kvinder kommer bl.a. den svenske vinder af de nordiske mesterskaber og udfordrer den danske rekordholder Janne Nielsen - begge jagter VM-kvalifikation. - For os handler det om at vise hjemmepublikummet i Danmark, hvor spændende atletik på øverste hylde kan være. Vi har rigtig mange internationale atleter i øjeblikket - specielt sprint og hækkeløb, og alt for sjældent får vi dem at se i en direkte dyst på lokal grund, forklarer Mikkel Larsen, eventchef for Aarhus Sprint'n'Jump og landstræner i sprint, hæk og stafet. - Desuden er det vigtigt for vores bedste atleter, at de har god mulighed for at kvalificere sig til de store mesterskaber og hente verdensranglistepoint på hjemmebane. Alt bliver tilpasset efter, at vi skal understøtte de danske atleters muligheder, og vi tror og håber, at vi med en succesfuld event den 2. marts er klar til at rykke en kategori op på World Touren i 2023. SPORT LIVE sender direkte fra Aarhus Atletik- og Løbeakademi (tidl. Marselisborghallen) onsdag d. 2. marts kl. 18.30 til omkring kl. 20.00. Hovedprogrammet inkluderer disciplinerne 60-meter sprint, 60-meter hækkeløb, længdespring (inkl. para-længdespring) og trespring. Over 500.000 husstande kan se SPORT LIVE, som er tilgængelig hos YouSee, YouTv, Allente, Waoo, Stofa, Norlys og nogle af landets største antenneforeninger. Fra d. 1. marts vil kanalen også være inkluderet i digitale abonnementer på 15 dagblade under Jysk Fynske Medier.


Læs mere om World Athletics Indoor Tour på worldathletics.org

1,062 views0 comments

Comments


bottom of page