SPORT LIVE sender direkte fra ringside, når Danmark skal kæmpe mod de to stærke boksenationer Belgien og Bulgarien i en dobbeltlandskamp i Vejle lørdag aften.
Det danske landshold skulle egentlig have mødt Holland, men de har været nødt til at melde afbud på grund af rejserestriktioner. I stedet bliver det et brag af en dobbeltlandskamp.
Danmarks modstandere i Rosborghallen i Vejle bliver seks boksere fra Bulgarien og fem til seks boksere fra Belgien. De to nationer stiller op som ét samlet hold på den ene ringside, og i løbet af aftenen vil der blive bokset 10-12 landskampe i udvalgte vægtklasser.
Det bliver den absolutte top af danske boksere, der skal forsvare de rød-hvide farver i Vejle lørdag aften. Flere danske EM- og VM-boksere er på programmet, og det bliver også muligt for tilskuere og seere derhjemme at opleve nogle af Danmarks fremtidige OL-kandidater.
Et af de unge danske talenter, som skal i ringen lørdag aften, er Nikolai Terteryan, der får glæde af hjemmepublikummet i Vejle. Det bliver samtidig hans jubilæumskamp nr. 100.
- Nikolai er en af dem, vi satser allermest på her i Danmark. Han er særdeles talentfuld, og det bliver spændende at se ham i aktion lørdag aften. Bulgarien er en stor boksenation og bliver helt sikkert en svær modstander. De klarer sig rigtig godt internationalt og stiller med et stærkt hold i Vejle. Men vi har også set, at Belgien bokser godt. Jeg tror dog på dansk sejr på hjemmebane, siger Michael Ørholst, som er sportschef i Danmarks Bokse-Union.
Bokselandskampen lørdag aften er arrangeret af Danmarks Bokse-Union og bokseklubben Wedala Vejle i partnerskab med Vejle Kommune og SPORT LIVE, som sender direkte fra kampstart kl. 19.00 og frem til sidste gong-gong-slag og afgørelsen omkring kl. 22.00.
Ved ringside sidder Peter Jørgensen og den tidligere tredobbelte europamester og landsholdsbokser Vinnie Davida Søndergaard klar til at guide seerne gennem aftenen.
Comments